OLDEMORS LAGKAGE
Oldemors lagkage er egentlig ikke noget særligt og så alligevel er den særlig for os, netop fordi børnenes oldemor altid lavede den når vi var på besøg. Den er med købebunde, abrikosmarmelade og flødeskum. Vores søn ønskede denne lagkage som dessert til sin konfirmation, og det fik han selvfølgelig. Når vi spiser den, sender vi oldemor en kærlig tanke og snakken går om gode minder.
Den er virkelig enkel at købe ind til og fremstille. Skal gerne stå i køleskabet 1 døgn, så er den bedst.
OLDEMORS LAGKAGE
Ingredienser
- 3 chokoladelagkagebunde
- 1 glas abrikosmarmelade
- ½ L piskefløde
- lidt nesquick cacaopulver til pynt
Sådan gør du
- Læg lagkagen sammen sådan: Bund, marmelade, flødeskum. Der går ca 1/4 L fløde til dette. Resten bruges til pynt. Der skal ikke noget på den øverste bund i første omgang. Stil på køl til næste dag. Pynt lagkagen med det resterende flødeskum og sigt lidt cacaopulver på flødeskummet. Voila, en nem og yderst velsmagende lagkage klar til servering. Man kan jo godt selv bage bundene og koge marmeladen, men pointen her er, at det skal være nemt, hurtigt og velsmagende.